Seminar: Survey fatigue – hvorfor deltager færre i spørgeskemaundersøgelser, og hvad kan vi gøre ved problemet?
mandag 24, november 2025 kl. 14:15 - 16:00
Vi bliver alle mødt af flere og flere spørgeskemaundersøgelser – fra forskning, myndigheder og virksomheder. Den stigende mængde kan føre til faldende svarprocenter og lavere kvalitet i data – et fænomen kendt som survey fatigue.
På dette seminar deler institutioner og virksomheder deres erfaringer med at gennemføre gentagne eller omfattende spørgeskemaundersøgelser, og vi diskuterer, hvordan vi sammen kan mindske belastningen for respondenterne og styrke datakvaliteten.
Arrangementet byder først på korte oplæg fra fem survey-eksperter, heriblandt Marie Fuglsang (Danmarks Statistik), Thomas Yung Andersen (Epinion), Anne Illemann Christensen (Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet) mv.
Herefter følger af en paneldebat, hvor vi stiller spørgsmål som:
- Hvad driver den stigende mængde af spørgeskemaundersøgelser – og hvem har ansvaret for at bremse udviklingen?
- I hvilken grad kan bedre brug af eksisterende data reducere behovet for nye undersøgelser?
- Hvordan kan vi styrke koordineringen på tværs af aktører, så respondenter ikke bliver overbelastede?
- Hvilke løsninger er realistiske, hvis vi skal balancere behovet for viden med hensynet til borgernes tid og motivation?
Kom og hør konkrete erfaringer, få nye perspektiver og deltag i debatten om, hvordan vi kan modvirke survey fatigue og sikre, at fremtidige undersøgelser bygger på solide og repræsentative data.
(NB! Det er kun muligt at deltage fysisk i dette arrangement)